Gæsteindlæg om netværk! Jeg har lokket Lars Skjoldby fra Professionel Networker til at skrive et gæsteindlæg om, hvordan man nogle gange kan føle, at man har for travlt til at dyrke sit netværk:
Vi har alle udsving i arbejdsmængden. I nogle perioder er der bare mere at lave end i andre perioder. Men spørgsmålet er, om du har for travlt med at have travlt.
Inviterer jeg dig til et netværk, mens du har travlt, er sandsynligheden for, du melder fra relativ stor. Og det er også ok – for nu. Du skal være klar til at netværke. At gøre det halvt kan være mere skadeligt end gavnligt.
Men prøv at se lidt frem i tiden. Hvad sker der i din virksomhed efter den travle periode? Er ordrebogen tom? Har du råd til det?
Hvis ikke, så er du nødt til at lægge en plan for at få nye kunder, og du er nødt til at bruge noget af din tid i de travle perioder, til skaffe kunder til den tid der kommer efter.
Netværk er en langsigtet marketing strategi. Du sår frø nu og høster ikke (nødvendigvis) i morgen, men måske om 3, 6 eller 12 måneder. Sørger du for at pleje dit netværk, også i travle perioder, er du ikke så sårbar overfor disse udsving, og så er netværket der for dig den dag, du har brug for det. Forsømmer du dit netværk, er der lang vej den dag, du har brug for det.
Når der er travlt, åbner der sig faktisk nogle super gode muligheder for at pleje dit netværk. Du taler sikkert mere med kunder og leverandører i disse perioder. Brug et par minutter ekstra på hver samtale til at høre, om der er noget, du kan hjælpe dem med. På den måde kan du bringe dit netværk i spil overfor dine kunder og leverandører, uden at bruge særligt meget mere tid.
Få også afsat tid i kalenderen til mødes med dit netværk. Det kan være i et forretningsnetværk, i den lokale erhvervsforening, i Rotary eller lignende. Det kan også være strategiske samarbejdspartnere, som du mødes med på tomandshånd. Hold fokus på målet og snak om, hvilken business du leder efter om 3-6-12 måneder.
Gør du disse ting, så er dit netværk klar til at hjælpe dig den dag, du ikke har travlt længere.


Fint indlæg. Jeg er helt enig i at det er langsigtet – men vigtigt.
Så sent som i går henviste jeg nogle venner til et par tidligere netværkskolleger, som jeg ikke havde set i 2 år.
/Cammilla
Cammilla Rysgaard Har senest skrevet..Er det i år du skal starte en medlemsside?
Hej Cammilla
Man kan måske opfatte din oplevelse som en modsigelse til hvad jeg skriver i indlægget. Du laver jo en forbindelse til nogen du ikke har holdt kontakten ved lige med. Og jeg siger du altid skal vedligeholde dit netværk.
Men pointen er selvfølgelig at man sår frø nu, som man høster senere. Hvor lang tid der går er ikke helt i ens egne hænder, men lige som når man gøder jorden for at få frøet til at vokse hurtigere, kan du også gøde dit netværk, så arbejdet bære hurtigere frugt. Det kommer der meget mere om på http://professionelnetworker.dk/.
Dine tidligere netværkskolleger kan jo stille sig spørgsmålet, om du ville have henvist flere i løbet af de 2 år, hvis nu de havde vedligeholdt kontakten til dig (og omvendt).
Det er ikke nødvendigvis sikkert; det kan være du ikke er rendt ind i nogen som havde brug for dine netværkskollegaers kompetencer. Men du havde nok aldrig henvist nogen, hvis ikke du havde netværket med dem for 2 år siden.
Hej Cammilla
Ha, det er sjovt, for jeg har netop henvist en kollega, jeg havde for 6 år siden til et muligt job, så ja, det er bestemt en langsigtet “investering”. Det viser jo også, at man ikke skal dyrke netværk for at få noget ud af det her og nu – man skal give en masse, og så kommer der en masse tilbage igen på et tidspunkt.
Mange hilsener Lise
Lise Halskov Har senest skrevet..Jeg er begyndt at skrive for Din Sunde Side
Skønt Lise. Det er nemlig lige sagen. Og selv om vi jo ikke går rundt og holder regnskab med de gode ting vi har gjort for andre, så er det noget der varmer om hjertet, når der bliver tænkt på en. Det er det der skal motivere os til at netværke uden konstant at tænke “What´s in it for me”;)